palmlarsen.dk

Mine historier

Aspekterne ved at skrive er mange. Eksempelvis skal en udstillingstekst forstås af alle. Det kan ikke forudsættes, at læseren har forhåndsviden om emnet.

En universitetsopgave skal til gengæld skrives ind i en videnskabelig tradition, som hersker på stedet.

Sprog og videnskab var en undervisningsrække jeg fulgte i 1989/1990 på Institutet for Europæisk Etnologi. Lektionerne mundede ud i en studietur til Konstantinopel - nu kaldet Istanbul.

Undervejs forsøgte vi os med at skrive essays, hvor følelser og indlevelse skulle give det videnskabelige sprog mere liv.

Vilhelm Grønbechs bøger gav mig megen inspiration til at turde skrive anderledes end den strengt videnskabelige stil. Det er en interessant oplevelse at bruge sig selv som medie i et forsøg på at komme tættere på at beskrive virkeligheden.

Normalt forventes det, at forskeren skal distancere sig og beskrive virkeligheden objektivt. Selvom objektivitet næppe findes. Som muligt mål er det nok snarere, at andre skal kunne gå i mine fodspor og se de samme forbindelser, som mine valg af emne, teori og metode samt synsvinkel har givet min tekst.

Foto: Platantræ i storbyen - fanget uden huse i baggrunden.

Fotograf: Lone Palm Larsen, 2011.

Frue Plads

DET LILLE SUG I MAVEN

- en hilsen til alle, der starter på Københavns Universitet

At være et sted, der er "tidløst", oplever man kun sjældent! Og at det er en behagelig følelse burde være en umulighed. For hvor er man så henne, hvis tiden står stille? I en helt anden verden - langt fra den man ellers kender og færdes i. På en måde er det som om jeg går ind i et lydtæt rum, hvor sanserne sløres og kroppen bevæger sig automatisk. Jeg lægger ikke rigtigt mærke til, hvad der sker omkring mig. Jeg lader tanken flyve!

Den store åbne plads gør selvfølgelig sit til, at folk ikke gør de store udsving. Der hverken løbes, råbes, skubbes, puffes, grines sådan som på gågaderne, men her sælges jo heller ingenting. Der er ingen tilbud at kikke efter, øjnene kan slappe af nu. Det gør de så! Den store plads er en diametral modsætning til de smalle strøg, hvor husene ligger tæt og højt. Her på strøgene er der et sandt mylder af mennesker, der kanter sig forbi hinanden, og forbi de forskellige skilte, stativer og boder, der står foran butikkerne. Den tætpakkede atmosfære forsvinder pludselig ved synet af pladsen, og øjnene søger uvilkårligt op ad de gamle smukke bygninger, som indrammer pladsen. Øjnene søger mod himlen. Måske for at finde ud af, hvordan vejret er, for det bemærker man ikke i vrimlen. Eller måske blot for at lade blikket dvæle ved noget knap så hektisk. Som ørnen på bygningen her skuer man op til det himmelske lys.

At passere pladsen sker ikke ubemærket, især hvis man vælger at krydse på tværs. At gå langs de store bygningers mure er mere ydmygt og ikke nær så provokerende. Betragterne fra pølsevognen, fortorvsrestauranten og de forbipasserende på Fiolstrædet og Nørregade registrerer perifert folks adfærd på den "tidløse" plads, så anderledes end det livlige bybillede de selv indgår i.

At gå på en plads med så megen overvågenhed, kræver et vist mod, så selv de ca. 70 meter langs facaden synes urimeligt langt. De bliver som regel overstået i et hastigt tempo. Det er afgjort ikke et sted, man slentrer.

Ikke alle bruger pladsen som en gennemgang, men styrer direkte mod hovedbygningens indgang. Beslutsomt går de op ad den brede trappe med en bevidsthed om de mange blikke, der er rettet på dem. At gå op ad trappen, op til den kæmpemæssige dør i en bygning, der knejser højest mod himmelen netop her, kræver koncentration og disciplin, så selvtilliden fører een hele vejen ind i bygningen.

Har man kendskab til stedets historie, opleves det "tidløse". At forestille sig, at mennesker med en hovedinteresse for tanke og ånd siden sidst i 1400-tallet har frekventeret stedet og stadigvæk har til huse her, kan tage pusten fra mig. Følelsen af at have en plads i historie i denne tænkningens verden, får tiden til at blive til evighed, mens jeg befinder mig her i et splitsekund.

Foto: Tøjhusmuseet, Bryghuset og Christiansborg - og langt bagved Frue Plads.

Fotograf: Lone Palm Larsen, 2006.

Lone Palm Larsen

Cand.phil. i Europæisk Etnologi

ved Københavns Universitet

Skriverier

Skriverier skal efter min mening være andet end en faktaopsamling. Tekster om det levede liv skal gerne kunne ses, lugtes, høres, smages og føles. Så fornemmes historien, og læseren fanges af stoffet.

Formidling

På Etnoglogi har jeg valgt at følge flere undervisningsrækker omkring sproget og god formidling.

Med udstillingstekster er jeg også blevet trænet i korte sætniger, aktivt sprog og skære i budskaberne.

Jeg har senere efteruddannet mig i webformidling - både i forhold til webtekster og kodning af hjemmesider.

Essay

Essayet er inspireret af Vilhelm Grønbecks maleriske værker. I undervisningsrækken om Kunsten og videnskaben forsøgte vi at skrive til alle sanser, så langt væk som muligt fra det såkaldt objektive med dets faktaopremsninger. Vi skulle bruge vores følelser og sanser til at opfange livet med og få det ned på papir.

Som en kuriøs sidebemærkning så skrev jeg essayet i 1990 på min første pc. Det var et helt andet sprog, jeg skulle lære for at få computeren til at skrive mine kulturhistoriske opgaver.