palmlarsen.dk

Min uddannelse

Det har altid været en udfordring at forklare, hvad min uddannelse og mit fag - etnologi - går ud på.

Der er ikke - ligesom med mange andre fag - en almindelig kendt fællles opfattelse af, hvad faget er, eller hvad det kan bruges til.

Som et lille fag på humanior på Københavns Universitet med et optag, der dengang kun var på omkring 20 studerende, er det naturligt nok.

Fag som historie og antropologi er langt mere kendt. Metodisk anvender etnologi kildekritikken fra historiefaget, og fra antropologi bruger vi deltagerobservation og interviewteknik. Der er altså et stort slægtskab til de to nabofag. Etnologi har en forhistorie som et museumsorienteret fag - kaldet materiel folkekultur. Faget var dengang bundet op på studiet af de fysiske kulturelle genstande, vi mennesker omgiver os af. Det er stadigvæk en del af etnologi, da kultur både rummer det immaterielle og det materielle.

Foto: Amager strand - et andet grænseland.

Fotograf: Lone Palm Larsen, 2012.

En virkelig historie

En historie fra dengang jeg gik på universitetet. Lektionen var slut. Jeg gik forbi en lektors kontor, da han kaldte mig ind på sit kontor.

Efter et kort stykkke tid spurgte han mig:

"Sig mig engang, Lone, hvor kommer du egentlig fra?"

Det kan måske lyde som et ganske neutralt spørgsmål, men det var det absolut ikke. Det var helt tydeligt i hans tonefald. Der var en klar undren over, hvordan jeg var havnet på hans institut.

Derfor svarede jeg uden videre tilbage:

"Jeg kommer derfra, hvor man ikke kan komme." Tydeligt rystet over min afkodning af hans tilsyneladende uskyldige spørgsmål, kom der en hakken og stammen fra hans side. Herefter fortsatte jeg: "Jeg kommer fra forstæderne - Brøndby, Albertslund og Ishøj."

Dette er blot et lille eksempel på, hvordan marginaliseringen foregår. Som kulturforsker burde min lektor nok have lidt større forståelse for, at vi kommer med mange forskellige kulturer - også når vi går på universitetet. Der var ikke mange af min slags. Jeg var og er en kuriositet fra Vestegnens forstæder på Humaniora.

Foto: Amager - den flade ø - med et kig til Avedøre Holme og energiforsyningens store landemærker. Kulbunkerne lå før langs havnen på Islands Brygge, og kulstøvet lå sort på barnevognsdynerne i kvarteret.

Fotograf: Lone Palm Larsen, 2010.

Forstæderne

Marginaliseret kan både betyde mindre vigtigt, perifert og underordnet.

I modsætning til minoritet, som også kan fortælle om antallet, så kan marginaliserede godt være langt mere end halvdelen af befolkningen - og stadigvæk ikke indgå på lige fod med resten.

Det er interessant, hvordan de marginaliserede alligevel får sat sig i betydning, selvom resten af samfundet er imod, at de får indflydelse. Strategierne kan både være individuelle eller kollektive for ikke at være langt væk fra centrum.

De marginaliserede kan alternativt vælge strategien at opdyrke forskellighederne og forsøge at bevare sine særkender, og således forblive i marginen. En del rappere har dyrket forstaden som deres kulturgods. De har sat omegnen til København i centrum af deres fortælling.

Den måde de marginaliserede bliver holdt i periferien er ligeledes spændende. Latterliggørelse af andre er en af metoderne f.eks. ved analoger til dyr.

Foto: Hedeland - set fra veterantoget. Vestegnen er fyldt med lommer og kiler af grønt og alt sammen planlagt i et billede af, hvordan ægte natur ser ud. Den natur der er i de bakkede Nordsjællandske kommuner. Det flade, vidtstrækte land graves om til bakker og dale.

Fotograf: Lone Palm Larsen, 2006.

Vestegnen

Mit ophav er vestegnen. Det er her, jeg er opvokset. Mine forældre er også fra oplandet til København - henholdsvis fra Amager og Rødovre.

Vestegnen er en del af forstæderne, der omgiver København. Ofte bliver de to begreber brugt synonymt, da de nordlige forstæder - til og med Herlev - ikke bliver medtænkt, når talen falder på det negative ved forstæderne.

Fingerplanen og de rammer planen udstak for forstæderne samt de forskellige måder kommunerne fortolkede deres identitet på, er meget interessant at studere. Især fordi forstæderne ofte kun tages frem i lyset for at betragte skyggesiderne.

De store forskelle mellem kommunerne skyldes blandt andet de kulturelle forskelle, der altid opstår i forhold til, hvor det anses for finest at bo. For Københavns forstæder har det været det bakkede landskab med søer og åer, som snoede sig igennem det, der stod højst i kurs. Hvorimod den rige flade fede muldjord perfekt til et højt høstudbytte ikke havde den samme tiltrækninskraft. Det romatiske landskabssyn fandt det uinteressant med et fladt landskab.

Foto: Vestamager - anlagt af mennesker. Amager har for mange også fat en negativ klang, men folk fra øen er meget loyale. Børn herfra flytter ofte tilbage til Amager efter endt uddannelse - langt mere end til andre forstæder og det meste af Danmark i øvrigt.

Fotograf: Lone Palm Larsen, 2010.

Om Lone Palm Larsen

Lone Palm Larsen er født i 1965 og opvokset i Brøndby, Albertslund og Ishøj. Hun er matematisk-fysisk student fra Høje-Tåstrup Amtsgymnasium i 1984. Efter to sabbatår fra undervisningsverdenen startede hun på Københavns Universitet i 1986 med at læse Europæisk Etnologi. Hun var en af de yngste, der blev optaget i den periode.

På grunduddannelse skrev hun feltopgave om en søfartsfamilie fra Marstal. Den almindelige  undervisning bestod i felt- og arkivarbejde, teori & metode, forskningstradition, bondekultur før og efter 1850 samt urbankultur.

Overbygningens museumskundskab udmundede i en udstilling på Greve Museum, hvor historien om forstadskulturen blev formidlet af Lone. Der indgik kummefryser, indkøbsvogn og vejfest samt ligusterhæk i interiøret.

Emneområderne var alle valgt af interesse og uden at der var undervisning i områderne. Det gjaldt både udvælgelse af litteratur og valg af analysevinkler. Emnerne var:

1. Tid og rum - set ud fra et etnologisk perspektiv

2. Rekonstruktion - konstruktion

   a) Udstillinger

   b) Kulturfagenes faglitteratur

3. Marginaliserede kategorier

   a) Fattige eller underprivilegerede

   b) Kvinder

   c) Etniske minoriteter

Også kulturteori var et selvstudie. Dog som modspil til den undervisning der var i kulturteori. Udgangspunktet for eksamenskravet var den nyere kulturteori. Lone startede med nogle af sociologiens fædre som Herbert Spencer og Auguste Comte og sluttede ved historisk materialisme, som af underviseren blev anset for at være det fremmeste inden for forskningen. Lone tog den meget vovede pointe at bruge Hegels: mål - middel og årsag - virkning begreber på den historiske materialisme i en kritik, der viste, at de ikke overholdt deres egne videnskabskriterier.

Specialets emne havde ligget fast siden en omvisning på Arbejdermuseet, hvor en unik indsamling af erindringer blev præsenteret. Nationalmuseets indsamling af håndværkere og arbejderes erindringer indsamlet i midten af 1950'erne. Vinklen var, hvordan kan det forklares, at der er så store forskelle mellem denne kategoris levevis, når forskere normalt insisterer på at se dem som en samlet flok - nemlig som arbejderklassen. Specialets titel er: Én klasse, én kultur, én identitet? Har arbejderklassen en fælles praktik og selvforståelse? Lone Palm Larsen modtog Arbejderhistorieprisen i 1996 for sit speciale.

Udover den obligatoriske undervisning har hun valgt at følge undervisningen for følgende områder: Kunsten & videnskaben, Etnologiske helhedsstudier, Historisk analyse og Det lingvistiske perspektiv & etnologien.

I 1997 blev Lone cand.phil. i Europæiske Etnologi. De sidste par år med fuldtidsarbejde ved siden af. I universitetstiden lagde Lone desuden et stort arbejde inden for det politiske ungdomsarbejde, imens hun læste. Foruden sad hun i Institutrådet som repræsentant for de studerende og var aktiv i fagrådet for Europæisk Etnologi.